OM MUSIKSAK

MusikSak er et socialt strygeorkester, som med musikken som middel vil give børn i Aarhus muligheden for at være en del af et kreativt fællesskab. Målet er at samle børn på tværs af alder og kulturelle og religiøse forskelle og at udbrede den klassiske musik og dens orkestertradition til børn, der ikke selv ville opsøge den.

 

Projektet startede i februar 2015 på Hasle Skole i Aarhus og har til formål at fremme respekt og samarbejde mellem eleverne gennem musik. MusikSak er inspireret af El Sistema, som er et gratis musiktilbud, som søger at fremme muligheder og udvikling for alle børn uanset deres økonomiske situation.

 

El Sistema blev grundlagt af den venezuelanske økonom og komponist José Antonio Abreu i 1975, og er især rettet mod socialt udsatte børn og unge. El Sistema tæller i dag over 400 musikcentre og 700.000 unge musikere.

 

Al deltagelse I MusikSak er frivillig og gratis for børnene, som spiller sammen to en halv time to gange om ugen. I øjeblikket er der to orkestre med cirka 50 tilmeldte elever fra 2. til 7. klasse. Der undervises i grupper af cirka 25 elever til orkesterprøverne og 5-8 elever til gruppeprøverne.

 

Musiksak er et projekt under Aarhus Musikskole og støttes økonomisk af Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Nordea-Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, CAC fonden og Hasle Skole. Cirka halvdelen af børnene låner instrumenter af Aarhus Musikskole.

 

Copyright © 2015–2017 MusikSak.

 

Aarhus Musikskole, Vester Allé 3, 8000 Aarhus C. +45 60 62 85 04. musiksak@hotmail.com